Et lille menneske med en medfødt hjertefejl, kommer til verden, en tidlig torsdag morgen kl. 02.02 d. 1. september 1994! Det skulle have været en lykkens dag, da jeg som det første barn og barnebarn i familien, var blevet tillagt høje forventninger! Men ærligt, det er jo ikke just fordi at en ny-presset baby ser smuk ud i første omgang! Men tilført et lækker blå-sort skær, så har mine forældre nok, et split sekund, overvejet om returretten mon gjaldt her.
Der skulle dog gå knapt 1 døgn, før at lægerne på Herlev hospital ville tage min mor seriøst, når hun spurgte ind til min, skal vi sige lidt alternative farve og besværede vejrtrækning under amning. Men da de så indså alvoren, gik det babu, babu afsted mod Rigshospitalets børnekardiologiske afdeling.
Fun fact: Når et foster ligger inde i sin mors mave, har hjertet en ekstra, kort blodåre kaldet “duktus arteriosus” som sidder mellem aorta (hovedpulsåren) og lungepulsåren, samt et naturligt ovalt hul mellem begge hjerte forkamre. Disse afvigelser af kredsløbet, sørger for at fosteret får den rette mængde iltede blod rundt i kroppen via. moderkagen. Få timer til dage efter fødslen, lukkes både “duktus arteriosus” og hullet i forkamrene – hvilket viste sig at være en rimelig dårlig deal for min kredsløbs-motor!
Transposition af de store hjertekar
Jeg har en medfødt hjertefejl der hedder “transposition af det store hjertekar”. Kort fortalt, så har du en hovedpulsåre, kaldet “aorta”, som står for at pumpe det ilt-rige blod ud i kroppen, således at vores muskler, celler og organer kan få ilt og leve. Og så har du vener, som sørger for at det ilt-fattige blod kommer fra kroppen og op til hjerte/ lunger igen via. lungepulsåren, så det kan blive renset og tilført ny ilt.
Men mekanikeren havde åbenbart haft lidt for travlt på jobbet, så der var altså byttet om på 2 rimelig vigtige ledninger i min kredsløbsmotor, hvilket altså fik alarmknapperne til at blinke. Min hjertefejl viste sig ved, at det ilt-rige blod blev pumpet op i lungerne, i stedet for ud i kroppen, og det ilt-fattige blod blev pumpet ud i kroppen igen. Det er altså en rimelig dårlig deal for hjertet og kroppen, da vores celler har brug for ilt for at kunne producere energi og dermed holde os i live.
Jeg er igennem en mindre operation efter 2 døgn, som udvider det naturlige hul der er mellem forkamrene og dermed sikrer at det iltede blod kan nå at blande sig med u-iltede og dermed give nok ilt til kroppen. Men grundet 4 mindre fejl inde i hjertet også, vurderede lægerne at mit hjerte ikke ville kunne holde til den store operation, jeg skulle bruge for at overleve. Derfor bliver jeg fulgt meget tæt på Riget i mine første 3 leveår.
Dagen, der redder mit liv!
OBS! Indlægget indeholder et følsomt billede, af mig som 3 årig med slanger ud over det hele, nederst på siden.
D. 16. februar 1998, kunne jeg endelig få den life-saver af en operation jeg skulle bruge, for at kunne have chancen for et langt og godt liv. Jeg blev opereret af den førende, svenske hjertekirurg Gösta Pettersson. Han var blevet headhuntet af Rigshospitalet i 1990 med henblik på at lave hjertetransplantationer og var den første hjertekirug i Danmark til at udføre netop det. Man havde heller ikke prøvet at operere min form for hjertefejl, blandet med de 4 mindre fejl i hjertet, særligt meget før og derfor var den, på daværende tidspunkt meget kompliceret. Oddsene var 40% chance for at operationen ville lykkes.
Jeg kan, sjovt nok, ikke rigtigt huske så meget fra dette tidspunkt i mit liv, men jeg har set mange billeder derfra. Jeg kan da huske min meget trofaste bamse, Dashia, som aldrig forlod min side – og som nu har fået en fin udkigspost, på min datters værelse.
“What doesn’t kill you, makes you stronger”
Jeg overlevede – hvis der skulle være tvivl – heldigvis, og er kommet stærkere ud på den anden side. Efter at have fået grønt lys af lægerne til, at mit hjerte nu var ligesom de fleste andres, gjorde min mor en lidt atypisk ting som forælder, til et alvorligt sygt barn. Hun sørgede for, at jeg ikke blev pakket ind i vat og bobleplast. Tværtimod. Det har gjort mig robust og sørget for, at altid kæmper på lige fod med andre, for hvad end jeg gerne vil. Om det er overlevelse, sport, job, graviditet, kærlighed eller viljen til at føre en beslutning ud i livet!
“What doesn’t kill you, makes you stronger” er jo et meget bogstavligt og fint citat til at beskrive mig og mit hjerte. Du kan nemlig hvad du vil og selvom livet ikke altid går din vej, kommer du altid stærkere ud på den anden side – for efter en nedtur, kommer en optur og det er en oplevelse / erfaring rigere, som du har kæmpet dig igennem!
For lige kort at vende tilbage til Gösta Pettersson, fik han skrevet en artikel i et fagblad for hjertekirurger, om bla. min type hjertefejl og hjertetransplantationer. Her medvirker min mor og jeg på billedet til artiklen! Se det fænomenale billede nedenfor.
Hop over på min instagram for at læse om mit møde med Hjerteforeningen og nogle af de opgaver, jeg som frivillig har kastet mig ud i, her.